Veje til mere sammenhængende behandling for mennesker med dobbeltdiagnoser  

De lever gennemsnitlig ca. 20 år kortere end andre danskere og de har markant øget risiko for somatiske sygdomme og helbredsproblemer ofte i kombination med svære sociale problemer, der ekskluderer dem fra konstruktive fællesskaber. Endelig oplever mange af dem at falde mellem ”to stole” og blive svigtet af det system, der er sat i verden for at hjælpe dem.

Vi taler om nogle af de allermest sårbare mennesker. Mennesker med psykisk sygdom og samtidig rusmiddelproblematik – samt komplekse sociale problemstillinger.

Det er mennesker, der har et særligt behov for støtte til at følge et længerevarende behandlingstilbud, hvor der ofte er behov for en god faglig behandling kombineret med en målrettet, vedholdende, opsøgende indsats. Det er også mennesker, der ikke overraskende har et stort behov for en helhedsorienteret og sammenhængende social- og sundhedsfaglige indsats, hvor der koordineres på tværs af fagområder og sektorer. Det skal hjælpe dem i deres svære situation og i sidste ende understøtte deres recovery-rejse. 

Vores erfaringer er, at det kun er ganske få steder, man virkelig er lykkes med dette. Det skyldes ikke dårlige intentioner, ej heller manglen på kompetencer og handlen. Snarere har det nok noget at gøre med ”problemets” vilde natur. Altså den høje grad af kompleksitet i årsagerne til problemet, de mulige løsninger, de faglige perspektiver og holdninger til det – og ikke mindst problemets skala, som går på tværs af mange sektorer og ledelses- og praksismæssige niveauer.

Nu kan vi måske se lidt lys i mørket
Noget tyder på, at der er lys for enden af tunnelen. De fem danske regioner er netop nu i fuld gang med at udvikle og tage de første skridt i retning af et nyt integreret behandlingstilbud, der skal sikre en mere sammenhængende behandling til mennesker med psykisk sygdom og samtidig misbrug.

Det er et behandlingstilbud, som er udviklet og samskabt i tæt dialog med blandt andet borgere, pårørende, klinikere og kommunale aktører – og tager udgangspunkt i national og international viden om dobbeltdiagnoser, samt viden og erfaring fra regionernes nuværende arbejde på området. Alt det er rigtig godt og lovende.

Men hvad sker der når tilbuddet møder virkeligheden? Når forskellige fagprofessionelle skal arbejde side om side? Når regioner, kommuner og civilsamfund skal brobygge og løfte sammen? Når der skal udvikles og udarbejdes handleplaner, skabes mening sammen med borgerne, etableres mål og fastsættes faste rammer for udviklingsmøder og erfarings- og vidensudveksling? Når der skal koordineres på kryds og tværs?
Ja, kort sagt, når vejene til mere sammenhængende behandling skal bygges?

Der er faldgruber undervejs.
I Connector er vi særlig optaget af sammenhænge i den offentlig sektor i almindelighed. Derfor har vi også en interesse i de nye integrerede behandlingstilbud i regionen til mennesker med dobbeltdiagnose.

I vores samarbejde med regioner, kommuner og civilsamfund, er vores erfaring at der et kæmpe uforløst potentiale, som vil komme både borgere og ledere og medarbejdere til gavn, ved at styrke den sammenhængende og helhedsorienterede tænkning. Men vores erfaring er også, at det ikke er let at skabe disse helhedsorienterede og sammenhængende tilbud.

Nogle af de kerneudfordringer vi ser, og som vi forventer også vil opstå, når arbejdet med et integreret behandlingstilbud til mennesker med psykisk sygdom og samtidig misbrug, rigtig går i gang ude i praksis, er:

• Der er al for stor tiltro til strukturer. Strukturer er uden tvivl nødvendige, men så langt fra tilstrækkelige for at lykkes. Kernen i forandringerne er adfærd, handlinger og bevægelse, og det kræver et langt større fokus på, hvilke opgaver der skal løses, og hvad det kræver af kultur i organisationen, ledelse af adfærd samt kompetencer og færdigheder hos medarbejdere og ledere.
  
  
• Der er en udbredt ide om, at når vi først har fået et klart billede af ønskede effekter, så mangler vi blot at følge op med at få organiseringen på plads. Nogle teams, nogle grupper, nogle arbejdsgange og nogle beslutningsprocesser. Vi efterlades dermed med en masse mellemregninger vi intet aner om, herunder den kerneopgave vi skal løse, de principper der kan understøtte os med at navigere i dilemmaer – og ikke mindst de konkrete arbejdsopgaver og affødte handlinger, der brolægger vejen fra organisering til effekter.
  
  
• Der er mange veluddannede ledere og medarbejde på områderne, som har et stærkt fokus på sikker og kvalificeret drift af egen afdeling eller team, men de har ikke nødvendigvis den samme opmærksomhed på, hvordan man kan lede en samlet velfærdsindsats, der skaber sammenhæng hos mennesker med psykiske sygdom og samtidig misbrug.
  
  
• Der en faglige praksis, hvor de faglige normer forstås og fortolkes på en måde, som forhindrer de fagprofessionelle medarbejdere i at samarbejde mest hensigtsmæssigt med udgangspunkt i borgerens situation og de opgaver situationen kalder på.

Der er dog rigtig gode erfaringer vi kan skele til
Disse kerneudfordringer til trods, så viser vores erfaringer fra samarbejde med kommuner og regioner også, at der en række gode greb, der kan understøtte udvikling og forankring af en mere sammenhængende indsats – også til mennesker med psykisk lidelse og samtidig misbrug.

Først og fremmest ser vi, at der skabes gode effekter for mennesker i sårbare positioner, når de betragtes ud fra et helhedsperspektiv, hvor formål sætter retning, og hvor fag- og opgavesøjler byder sig til for at nå det. Vores erfaring er, at det sker bedst, når de fagprofessionelle stiller sig ind i menneskets ståsted og kontekst. Altså når der lyttes – oprigtig nysgerrigt til menneskets situation – og på den baggrund analyseres fagligt og skabes forståelse. Menneskets situation og perspektiv er derved omdrejningspunktet for alt det ledere og medarbejdere gør.  Og først herefter træder de tilbage til deres professionelle kontekst og rum. Her handler det om:

• At arbejde med tværgående ledelse, der grundlæggende handler om at fastsætte en tydelig kurs, at arbejde koordineret og sikre commitment. Det kalder på brobyggende grænsekrydsende ledelsesadfærd, som er nødvendig, når opgaver skal løses på tværs af fag- og opgavesøjler og traditionelle ledelseshiearkier ikke længere er afgørende, men derimod forbindelse og aftaler om, hvor opgaven løses bedst, og hvor opgaven hører hjemme. Og det kalder på faglig ledelsesadfærd, der bidrager til at udvikle en praksis for refleksion og forundring og understøtter kontinuert udvikling af den faglige indsats.
  
  
• At udvikle en klar kerneopgave, der fremmer og understøtter en fælles faglig retning, klarearbejdsopgaver – og hvor tydelige principper for den faglige opgave sikrer evnen til at navigere i de dilemmaer og den kompleksitet, som arbejdet med udsatte borgere ofte er kendetegnet ved. Det handler også om at udvikle og levere indsatsen på et bredt vidensgrundlag, hvor forskning-, praksis og borger -viden bringes ind og sammenflettes.
  
  
• At der skabes forbundne relationer, hvor fokus er på hvordan ressourcer og viden deles mellem afdelinger, teams og ledelsesmæssige hierarkier og at der udvikles tillid til hinanden. Dette på en måde, som understøtter sammenhænge på tværs – og hvor fælles mål, vidensdeling, kommunikation, aktivering af professionelle faglige normer og et samordnet kollektivt fagligt skøn, er nøgleordene.
  
  
• At der arbejdes systematisk med indsats, læring og forbedring af praksis for øjet. Det nye skal forstås, testes af og løbende tilpasses i praksis. Og vidensinformerede prøvehandlinger og mikrohandlinger kan herved understøtte relevante forandringer i ledelse, hos medarbejdere og i den samlede praksis.
  
  

Det er nemlig de midler vi ser, der skal træde i kraft, når opgaven kalder på at traditionelle fag- og opgavesøjler skal udfordres, at overlap i opgaver skal undgås og at ressourcer og kompetencer kan eller skal udnyttes på andre måder, som skaber sammenhænge, til gavn for mennesker med psykiske lidelser og samtidig misbrug.