Der er mange usagte forventninger i topledelse. Det kan fx. handle om tøj, det famøse jakkesæt – helst mørkt, den hvide eller lyseblå skjorte. Det sikre valg.
Det kan også handle om, hvordan man går til møder. Ofte med forventningen om, at lederen indleder, sætter scenen, er tydelig om retningen og med sit kropssprog understreger vigtigheden af dagsordenen.
I 95% af de møder / konferencer jeg har deltaget i, har der været en oftest uudtalt forventning, om at et oplæg understøttes af slides. Særligt ekstremt opleves det, når en kunde eller kolleger afgiver en bestilling: ”jeg vil gerne bede om en PowerPoint-præsentation med x-antal slides”.
Man låser sig fast på midlet – PowerPoint – uden at forholde sig til målet eller til de helt basale regler og normer inden for retorik og kommunikation: Hvem formidler du til? Hvad er forventningerne? Hvad er konteksten? Hvad vil du gerne opnå? Hvilken sproglig form vil få størst gennemslagskraft? Min egen kæphest har været at skele mere til den retoriske mester Ciceros retoriske pentagram end slides. Hvis jeg kunne slippe afsted med det.
Ofte er konventionerne så stærke, eller forventningerne så eksplicitte, at det er svært at slå ud med armene, selv om man har gennemført sin retoriske analyse. Jeg vil gerne nævne et eksempel på mine egne overvejelser, hvor jeg ikke var stillet frit, men forsøgte at udfordre nogle af konventionerne ud fra min læsning af særligt konteksten.
Forestil jer en gruppe, primært direktører, som er på andendagen af en lederkonference. Dagen før har de siddet i en sal, lyttet til oplæg og kigget på slides, de har rejst, været afsted længe eller er stået tidligt op. Aftenen før har der været fest, og da det er sjældent, de er fysisk sammen med deres kolleger på tværs af landegrænser, gik ingen tidligt i seng.
Den ellers udmærkede konference fortsatte på dag 2 i den store sal, inden vi brød ud i mindre grupper. Vi var ca. 30 i et lokale. Selv om jeg havde forsøgt at påvirke hele programmet, så det ville blive mere alternativt, levende og involverende ud fra en læsning af, at de fleste, uanset hvor spændende slides man kunne fabrikere, nærmest ikke magtede flere. Det lykkedes jeg desværre ikke med.
Heldigvis kunne jeg påvirke min egen præsentation. Jeg havde slides med, men jeg havde tænkt over, hvordan jeg kunne starte på en måde, som dels var anderledes, dels ville få folk til at lytte. Midlet var rockmusik: “The Future is Now” af Jesper Binzer matchede konferencens tema. Jeg satte musikken på og løftede hænderne mod himlen, det affødte smil, undren og energi – missionen lykkedes. Herefter fik jeg – bilder jeg mig selv ind –
nogle minutters ekstra opmærksomhed. Deltagerne var på ny klar til at kigge på slides og lytte til pointerne.
I den bedste af alle verdener sætter vi Cicero forrest og anvender udelukkende PowerPoint som potentiel følgesvend, hvis den retoriske analyse tilsiger, at det er det bedste kommunikationsmiddel. Realistisk set håber jeg, at flere ledere vil tænke i og turde at udfordre status quo og konventionerne. Gevinsterne vil stå i kø. Mere interesserede tilhørere. Mere engagerede debatter. Højere legitimitet. Mere energi. Faktisk også i forberedelsen af præsentationerne, da rutiner jo altid på et tidspunkt dræber begejstringen.
Måske skal jeg afslutningsvis tilføje, at træerne ikke vokser ind i himlen. Jo, min præsentation fik den ønskede effekt. Men måske med lidt flere smil end jeg havde håbet. Teknikken drillede, så min rockstjernepositur blev “fyret af” ved et meget lavt decibelniveau, hvor det mere var grinet end chokeffekten, som frigjorde mig fra konventionerne. Men måske er det også OK at blive grinet lidt af som leder?